Tillykke! Du har nu gennemgået kursets mange lektioner. Kurset er baseret på materiale fra primært Per Bruus-Jensen, som var elev hos Martinus i ti år. Gennem utallige samtaler udviklede han en unik metode til at forklare indholdet i Martinus’ åndsvidenskab. Kurset har et relativt stort fokus på “tekniske” detaljer og er måske bedst egnet til studerende, der i forvejen interesserer sig for naturvidenskab. Derfor kan det være nødvendigt at forklare, hvordan indholdet er relevant for netop dig og andre læsere.
Derfor vil vi her til sidst vise, hvordan man også kan forklare Martinus åndsvidenskab kort.
Vi er jordiske mennesker, der lever i den fysiske verden. Tidligere har vi været henholdsvis mineraler, planter og dyr. Som jordiske mennesker er vi halvt dyr og halvt rigtige mennesker. Vi er primært udstyret med fysiske sanser, hvilket gør det svært for os at acceptere, at der findes mere end den fysiske verden. Martinus åndsvidenskab fortæller os, at der også er en parafysisk verden, hvor vi vil befinde os, når vi dør og efterlader vores fysiske krop permanent. Dog oplever vi hver nat den parafysiske verden. Når vi sover, er vi gæster i den parafysiske verden, men vi vender tilbage til den fysiske verden igen, når vi vågner. Vi har – ligesom vi har et fysisk legeme – også parafysiske legemer, som vi bruger til sansning og skabelse i den parafysiske verden. Så længe vi er fysiske væsener, vil vi dog primært bruge den fysiske krop som redskab.
Vi er alle en del af store kredsløb – som Martinus kalder spiralkredsløb – hvor vi konstant bevæger os fremad i udviklingen mod højere forståelse af livet. Livet går således kun fremad og aldrig tilbage. Det, der styrer vores udvikling, er vores bevidsthedsniveau.
Som jordiske mennesker har vi ikke høj bevidsthed, vurderet ud fra vores evne til at udføre næstekærlige handlinger. Men med tiden vil vi udvikle en høj næstekærlighedsevne og blive til rigtige mennesker. Indtil da er vi underlagt reinkarnationsprocessen, hvor vi – som under søvnen, bare i en længere periode – er gæster i den parafysiske verden, når vi “døde” i den fysiske verden. Efter noget tid genfødes vi og lever i den fysiske verden. Vi vil skulle være i den fysiske verden en gang i mellem indtil, vi har lært “lektien”
Alt i livet er udtryk for kærlighed og styret af åndelige love. Selvom vi i perioder kan føle, at livet er hårdt, så er det kun i den fysiske verden, vi møder modstand. Den fysiske verden er en modstandsverden, hvor vi udvikler os ved at lære at mestre materien. Dette er nødvendigt for at kunne begå os permanent i den parafysiske verden. Gennem vores daglige øvelser i den fysiske verden lærer vi at tænke kærligt om os selv og andre. Netop denne kærlige væremåde er “nøglen” til at komme ind i den parafysiske verden, som er lysets verden. Intet, vi gør, er forgæves, og alt bidrager til at højne os som de lysets væsener, vi i bund og grund er.
Som rigtige mennesker vil vi have lagt vores dyriske del bag os og leve i den parafysiske verden i meget lang tid i stadig højere sfærer. På et tidspunkt vil vi dog blive mætte af lyset og længes efter den fysiske verden igen. Kun i den fysiske verden kan man lære og forny sine moralske og næstekærlige evner. Vi vil således igen indvikle os i den fysiske verden, men nu på et højere stadie end sidste gang, vi var fysiske væsener. Vi går fra lyset ind i mørket for at udvikle os videre. Livet er en lang vekslen mellem lys og mørke.
Du er således et perfekt levende væsen med et langt større potentiale, end du måske tror. Derfor er det bedste råd til dig, at du i dit daglige liv gør, hvad du kan for at være til gavn og glæde for andre, og dermed øver dig i næstekærlighed. På denne måde vil livet åbne større og større horisonter for dig, efterhånden som du er klar til det.
Kurset er nu afsluttet, og jeg håber inderligt, at det har udstyret dig med de værktøjer, du behøver for at dykke dybere ned i Martinus’ og Per Bruus-Jensens forfatterskaber.
Jeg er virkelig taknemmelig for, at du valgte at bruge din tid på dette kursus, og jeg sender dig mine varmeste ønsker for din videre rejse inden for Martinus’ åndsvidenskab. Må du finde lys, indsigt og inspiration på din vej.
De kærligste hilsner,
Kenneth Starup Ibsen